Albummet er et dybt personligt værk, der med sine 10 sange tegner et øjebliksbillede af, hvordan Brimheim bearbejder sin psykiske sårbarhed i kølvandet på en depression. Der er sange om barndomsvenner, om at kæmpe sig gennem hverdagen, når ens tanker føles helt formørkede, og om hvordan kærlighedsforhold enten kan være med til at ødelægge eller hele et sind.

»Jeg tror grunden til, at jeg har været draget af musik og sangskrivning fra så ung en alder er, at jeg her har haft carte blanche til at være fuldkommen filterløs og ærlig i hvad jeg synger om, og måden jeg udtrykker det på. Det er enormt terapeutisk for mig, og når jeg så ovenikøbet oplever, at det vækker genklang hos andre, så føles det sindssygt helende og community-agtigt. Min tilgang til at skrive det her album har derfor været at skrive hudløst og intuitivt om specifikke situationer og relationer fra mit liv på en måde så de bliver alment menneskelige fortællinger. Det har været en måde at give mig selv tilladelse til at bo i følelser, der er meget udfordrende for mig at håndtere på andre måder«, fortæller Brimheim.